I MOVE arbejder vi med at skabe en ny og bedre oplevelse af at kombinere cykel og kollektiv transport. Til det er vi ved at udvikle 'The Bike-pod'.

11.06.2024

Gennem de seneste år er der kommet mange nye cykeltyper; ladcykler, elcykler, løbehjul mv. på markedet. Mange af de eksisterende cykelparkeringsløsninger ved stoppesteder og stationer er ikke gearet til at håndtere de cykeltyper. Derfor vil vi i MOVE-projektet udvikle et nyt bud på den moderne cykelparkering, som kan håndtere et bredere udvalg af cykeltyper og har et højere niveau af sikkerhed.

The Bike-pod

Vi er i gang med at udvikle prototypen sammen med firmaet Sensade, som også undervejs vil være med til at teste brugen af The Bike-pod.

The Bike-pod er en fleksibel og flytbar parkeringsløsning til cykler som kan indrettes efter brugernes behov.

Pod’en er:

  • Overdækket: Så din cykel står i tørvejr.
  • Smart og nem at bruge: Vi sørger nemlig for, at det bliver nemt og sikkert at parkere sin cykel i pod’en og sender dig også gerne en påmindelse, hvis du glemmer, hvor du har parkeret den.
  • Sikker: For vi arbejder med at skabe intuitive og tyverisikre låsemekanismer.
  • Modulær: Sådan at flere pods kan sættes sammen for at dække det individuelle parkeringsbehov på stedet.

Real-life eksperiment

Vi forventer, at vi i efteråret sætter prototypen af ’The Bike-pod’ op på stationen i Holstebro. Her vil vi over det næste år teste løsningen af i et real-life-eksperiment. Gennem forsøgsperioden afprøver vi forskellige indretninger, vi afprøver forskellige låsemekanismer, og vi afprøver behovet for manøvrerum, forskellige nudgingstiltag og hvordan de påvirker parkeringsadfærden.

Bike-pod’en overvåger også brugen af cykelparkering og kan f.eks. give besked, hvis cykler efterlades over længere tid. På den måde håber vi, at kapaciteten opretholdes og trygheden bevares. Vi laver også en spørgeskemaundersøge, hvor brugerne spørges ind til oplevelsen af Bike-pod’en.

Vi ser frem til at fortælle mere fra testperioden.