Nye vaner med elcykler og samkørsel

Region Midtjylland har i MOVE projektet testet tiltag med elcykler og samkørsel på Regionshospitalet i Gødstrup og hos Regionshuset i Viborg. Vi har oplevet størst succes blandt medarbejderne på hospitalet, hvor der har været god interesse for at teste elcyklerne og hvor vi ser, at flere og flere kører sammen.

Undersøgelse viste potentiale

Vi startede begge steder med at undersøge medarbejdernes transportvaner, hvor vi spurgte dem via et spørgeskema, hvordan de typisk kommer til arbejde. Analysen viste, at 66% af medarbejderne på hospitalet og 69% af medarbejderne i regionshuset kører alene i bil til arbejde. På de to arbejdspladser er der hhv. 16% og 21% der cykler, og hhv. 10% og 11% der kører i bil sammen med andre.

Vi kunne også se, at selv om man har kort til arbejde, så sætter mange sig i bilen og kører den korte distance. Det gælder for 34% på hospitalet og 31% af respondenterne i regionshuset. Vi så derfor et potentiale for at få flere til at cykle. Samtidig så vi en interesse blandt medarbejderne om at høre mere om samkørsel. Sammenlagt 160 medarbejdere gav os deres e-mail-adresse for at høre mere.

Test af elcykler viste god effekt

Vi tilbød i 2025 medarbejdere på begge arbejdspladser, at de kunne låne en elcykel gratis i 7 sammenhængende dage for at se, om en elcykel var noget for dem. På hospitalet var der i alt 62 medarbejdere, der benyttede sig af tilbuddet, og hos regionshuset var der 7.

Som tak svarede de på et spørgeskema, hvor vi fik indblik i deres oplevelse. Mange oplevede, at elcyklen gjorde transporten lettere, mere fleksibel og gjorde det muligt at cykle lidt længere.

Vi så også, at en stor del af dem, der før testen kørte alene i bil, havde ændret deres transportvaner markant under testen. Langt de fleste af dem brugte elcyklen flere gange om ugen til trods for, at de før per automatik tog bilen. Det vidner for os om, at elcyklen kan få selv rutinerede bilpendlere til at tænke anderledes om transport, når de først får mulighed for at prøve den i praksis.

Når deltagerne blev spurgt, om de kunne forestille sig at købe en elcykel efter testen, svarede flertallet positivt. Nogle havde endda allerede købt en elcykel, imens flere planlagde at gøre det. Kun få vurderede, at elcyklen ikke passede til dem eller at prisen var for høj. Samlet er det omkring to tredjedele, der efter testen ser elcyklen som en realistisk transportmulighed for dem og har oplevet, at de kan komme frem uden at være afhængige af bilen eller møde på arbejde forpustet.

Test af tiltag med samkørsel

I undersøgelsen af medarbejdernes transportvaner havde flere angivet som en barriere for at køre sammen, at det var svært at finde andre at køre sammen med. Derfor introducerede vi Nabogo-appen, som er en app, hvor folk kan arrangere at køre sammen.

Sammen med folk fra firmaet Nabogo kommunikerede vi flere gange og på forskellig vis om muligheden for at bruge appen. Vi delte en kold januar morgen croissanter ud på parkeringspladsen ved hospitalet, vi stod med stande tæt på kantinen, så medarbejdere kunne komme forbi og høre mere om hvordan de kom i gang med samkørsel, og vi besøgte personalestuer på hospitalet for at komme endnu tættere på medarbejderne.

Hos hospitalet har vi også testet parkeringspladser til medarbejdere, der kører sammen. I alt er der udvalgt 20 attraktive parkeringspladser tæt på stier og indgange, hvor man kan parkere, når man kører sammen. Konkret har man skulle hente et kort hos bæredygtighedskonsulenten på hospitalet og lægge den i vinduet, når man parkerer der. Omkring 50 medarbejdere har hentet kortet og oplevelsen er, at størstedelen af de udpegede parkeringspladser benyttes dagligt. Selv om testen er slut har hospitalet valgt at beholde parkeringspladserne et stykke tid endnu for at se, hvordan brugen fortsætter.

På Regionshospitalet i Gødstrup har vi set en udvikling i antallet af registrerede samkørsler i løbet af 2025. Med data fra Nabogo-appen kan vi se, at der i januar blot var 10 registrerede samkørsler, hvor i oktober var tallet 250. I alt er der gennemført 1.030 samkørsels ture siden vi introducerede Nabogo-appen til medarbejderne. Desværre har der nærmest ingen samkørsel været blandt medarbejderne i regionshuset.

Region Midtjylland har besluttet at forlænge tiltaget med Nabogo-appen til medarbejderne på hospitalet frem til sommeren 2026 for at se, hvordan udviklingen fortsætter.

Læring og gode råd til andre

Vores test har lært os, at det er helt afgørende at have virksomhedens opbakning og den rette person på arbejdspladsen at samarbejde med. Det har vi oplevet på Regionshospitalet i Gødstrup, hvor bæredygtighedskonsulenten med stort drive og godkendte timer fra sin ledelse på fineste vis har arbejdet med tiltagene. Bæredygtighedskonsulenten har også et godt netværk på hospitalet og kender både pedeller, reception, kommunikationsfolk, mange medarbejdere og ledere, og på den måde har det gjort det nemmere at tilbyde tiltagene og kommunikere til og med medarbejderne.

Vi har også lært, at vedvarende kommunikation er vigtigt. På hospitalet har vi haft mulighed for at kommunikere via et intranet og i nyhedsbreve til medarbejderne, og vi har besøgt arbejdspladsen flere gange sammen med Nabogo. Hvor samme muligheder har vi ikke haft i regionshuset. Vi tror derfor, at den vedvarende og mere direkte kommunikation til medarbejderne har stor betydning for, at folk også hører om tiltagene og får lyst til at prøve enten elcykel eller samkørsel.

Og for det tredje har vi lært at det tager tid. Det så vi med udlån af elcyklerne, hvor efter muligheden havde været der et par måneder, så var det som om tilbuddet rygtedes og flere meldte sig til. Ligesom med samkørsel, hvor vi kan se at der hver måned kommer flere og flere samkører til.