Kør sammen
Har du ekstra plads i bilen eller har du brug for et lift til og fra arbejde? Så kan du let finde nogen at dele turen med.
Med NaboGo appen kan du og dine kollegaer nemt arrangere samkørsel, når I alligevel skal samme vej.
Derfor skal vi køre sammen
Der er rigtig mange gode grunde til at køre sammen til og fra arbejdspladsen.
- Færre biler på vejene betyder mindre trængsel og en mere behagelig rejse for alle.
- Når I kører sammen, passer I samtidig lidt bedre på planeten.
- Spar penge på brændstof og bilvedligeholdelse.
- Mød nye mennesker og styrk båndene på vores arbejdsplads og i vores lokalsamfund.
NaboGo appen er i øvrigt koblet sammen med Rejseplanen, så du nemt kan kombinere bilturen med bus og tog.
Tjen penge på at køre til og fra arbejde
Hvis du har en kollega med i bilen bare to gange om ugen, kan du få flere tusind kroner i tilskud om året.
Når du har andre med i bilen til og fra arbejde kan I dele udgifterne. Samkørsels-virksomheden Nabogo har disse takster for hvor meget man som chauffør tjener per km:
- 1 kr. per km op til 10 km
- 75 øre per km fra 11-50 km
- 50 øre per km over 50 km.
Det betyder, at hvis du har 20 km til arbejde, så kan du tjene 34 kr. per dag, hvis du har én passager med.
Regnestykket ser sådan her ud:
- 10 km til 1 kr. per km = 10 kr
- 10 km til 75 øre per km = 7,5 kr.
- I alt per tur til og fra arbejde = 34 kr.
Hvis I kører sammen hver dag giver det 7.684 kr. om året, hvor de normale 5 ugers ferie er trukket fra.
Hvis I kører sammen to dage om ugen, så giver det 3.196 kr. om året, hvor de normale 5 ugers ferie er trukket fra.
Du skal ikke betale skat af beløbet
De beløb du modtager er ikke skattepligtige, så længe du ikke modtager beløb, der overstiger din andel af udgifterne for den samlede tur.
Hvis du modtager mere end din andel, så er det taxakørsel og så gælder andre skatteregler.
Hvis I er to i bilen, og de samlede udgifter for kørsel i din bil er 3 kr. per km., så må du maksimalt opkræve 1,5 kr. per km.
Vi anbefaler, at I benytter de takster, som Nabogo anvender.
De samlede udgifter er både brændstof, slid, finansieringsomkostninger og lignende. På FDM’s hjemmeside kan du få hjælp til at finde ud af, hvad kilometerprisen er for din bil.
Du kan stadig få kørselsfradrag
Samkørsel har ingen indflydelse på hverken chaufførens eller passagerens kørselsfradrag.
Det er ligegyldigt, hvordan I fordeler udgifterne til kørslen, hvis I kører flere sammen. Du kan altså også få fradrag, selv om du ikke betaler til kørslen.
Kør sammen - og parker på samkørsels p-pladserne
På Regionshospitalet i Gødstrup er der reserveret 20 parkeringspladser til jer, der kører sammen. På kortet her kan du se, hvor de er.
Man skal have et skilt i ruden for at kunne bruge de markerede p-pladser. Og man skal være registreret i Nabogo, også selv om man allerede kører sammen.
Der vil komme afgift på, hvis man parkerer på de markerede p-pladser uden synligt/gyldigt skilt i forruden.
Man får et skilt ved at henvende sig til Tine Sylvester Bjerg, bæredygtighedskonsulent på Gødstrup på mail: tinebj@rm.dk.
Tine kan også hjælpe med registreringen i Nabogo, når man henter sit skilt hos hende.
Parkeringspladser
Der er 20 pladser i alt, fordelt med:
- 4 p-pladser på P2
- 4 p-pladser på P3
- 2 p-pladser på P6
- 10 p-pladser på P7
Du kan genkende dem ved, at der er et Samkørsels-skilt ved p-pladsen.
Mere information
Læs mere om Nabogo på hjemmesiden: nabogo.com
Om MOVE-projektet
Tiltaget med samkørsel er en del af projektet MOVE, som Region Midtjylland deltager i og er projektleder for. EU-programmet Interreg ØKS støtter projektet. I projektet arbejder Region Midtjylland bl.a. med at få flere medarbejdere til at køre sammen. Regionshospitalet Gødstrup og Regionshuset Viborg er udvalgt som teststeder.
Vi har indgået et samarbejde med Nabogo, og i løbet af 2025 laves flere tiltag for at fremme samkørsel på de to lokationer.
Læs mere om casen 'Bæredygtig pendling i Region Midtjylland'.