Hvordan får vi de unge til at vælge grønne transportformer?

Tendensen er at flere og flere unge, i takt med at de får kørekort, vælger bilen som primær transportform til og fra gymnasier og ungdomsuddannelser. Det skaber udfordringer i forhold til både trængsel og trafiksikkerhed ved gymnasierne – og bidrager samtidig til mindre bæredygtige og mindre sunde transportvaner. Undersøgelser viser, at de unge drives af komfortable transportløsninger og mener at den kollektive transport er for dyr. Klima og miljø er endnu ikke tungtvejende argumenter for de unge i valg af transport.  

I MOVE-projektet har Viborg Kommune derfor haft fokus på at undersøge, hvordan læringsforløb med fokus på bæredygtig mobilitet kan styrke unges viden og bevidsthed om emnet og dermed bidrage til at påvirke deres holdninger og ændringer af transportvaner.
I projektet har vi samarbejdet med Viborg Gymnasium og Region Midtjylland om udvikling af tiltag, der kan fremme bæredygtige transportvaner hos de unge studerende. De deltagende elever i projektet gik i 2g.

I projektet blev der gennemført en spørgeskemaundersøgelse både før og efter læringsforløb for at undersøge, hvordan de unge studerende transporterer sig, hvad deres holdninger er til bæredygtige mobilitetsformer og hvorvidt de har fokus på om deres transport er bæredygtig.

Udvikling af tværfaglige læringsforløb

I MOVE-projektet har vi haft fokus på at involvere de unge i at udvikle kreative løsninger for fremtidens mobilitet. Forløbet var delt op i tre trin: 1) kick-off 2) læringsforløb på tværs af fag 3) afsluttende workshop og konkurrence.

Kick-off

Forløbene om bæredygtighed i 2.g blev startet med et fælles kickoff, hvor de tre klasser i grupper var på cykeltur rundt i Viborg. Eleverne løste undervejs faglige opgaver ved forskellige poster. Formålet var at introducere eleverne til bæredygtighed og transport gennem aktiv fysisk deltagelse.

Læringsforløb på tværs af fag

Der blev efterfølgende gennemført læringsforløb i dansk, samfundsfag og idræt. Forløbene indeholdt bl.a.:

  • Dansk: Litterære analyser samt analyser af reklame- og kampagnefilm om transport.
  • Samfundsfag: Eleverne har arbejdet problemorienteret med en overordnet problemstilling: “Hvad kan der gøres for at få flere unge til at vælge mere bæredygtige transportformer”. 
  • Idræt: Fokus på transport, fysisk aktivitet, sundhed samt case med fokus på livsstil, transportvaner og sundhed

Afsluttende workshop og konkurrence

På workshoppen var oplæg om:

  • Den Grønne Ungdomsbevægelse
  • Motivation og nudging

Eleverne arbejdede i løbet af dagen i grupper med problemstillingen "Hvad kan der gøres for at få flere unge til at transportere sig på en mere bæredygtig måde?"

Der blev afholdt en fernisering af de unges ideer for gæster fra Viborg Kommune og Region Midtjylland samt deltagelse af to dommerkomiteer med politikere fra henholdsvis Viborg Kommune og Region Midtjylland.

Blandt ideerne var bl.a:

  • Abonnement til elcykel gennem skolen
  • Bus-app med mulighed for spil og optjening af point til indløsning af gevinster
  • Miljøzoner i byen og parkeringshuse udenfor bymidten

Komiteen udvalgte nogle af de bedste ideer til en afsluttende pitch og endelig votering.

Vinderen blev ”Kør med” app’en – et samkørselsprojekt på en lukket platform elev-til-elev og med tilbud om kørsler, som eleverne kan byde ind på.

Evaluering og realisering af unges ideer

Som afslutning på forløbet er der gennemført en eftermåling og evaluering. Resultaterne viste, at eleverne var tilfredse med forløbet, som gav en øget bevidsthed og viden om bæredygtig mobilitet, men at det indtil videre har begrænset effekt på deres faktiske transportvalg.

Et vigtigt resultat fra forløbet var elevernes nytænkende idéer og deres perspektiver på realisering af bæredygtig transport der bl.a. knyttede sig til nudgingtemaer om fx gamification.

Der er efterfølgende arbejdet på at realisere nogle af de unges ideer fra workshoppen, herunder er
vinderideen ”Kør med” blevet indtænkt i et lignende samkørselsprojekt ”Nabogo”* med støtte fra Region Midtjylland.

På workshoppen udtrykte flere af de unge, at billetprisen er en barriere for at vælge kollektiv transport. For at støtte de unges idéer har Viborg Kommune nu igangsat et forsøg med ViborgUNG-billetten: Et ungdomskort til halv pris for alle 16-26-årige.

Læring og gode råd til andre

Projektet har vist, at det er afgørende at inddrage engagerede nøglepersoner, der brænder for at fremme bæredygtig transport. Det var en udfordring at finde gymnasier, der havde mulighed for at engagere sig og deltage i udvikling af læringsforløb. I forhold til at fange de unges opmærksomhed anbefaler vi, at det kobles til undervisningstiden, da en indsats uden for gymnasiets rammer formentlig havde resulteret i lavere elevdeltagelse.

For at kunne lykkes med at ændre transportvaner er det vigtigt at arbejde med et langsigtet perspektiv på adfærdsændringer og etablering af gode vaner, da sådanne vaner er grundlæggende svære at ændre, når de først er indlejret.