Første partnermøde i MOVE
Interreg ØKS-projektet MOVE er for alvor skudt i gang.
06.12.2023
Lige før sommeren fik vi den gode nyhed, at EU's Interreg ØKS program havde besluttet at støtte vores MOVE projekt med 14 mio. kr. Derfor kunne vi nu for alvor tage hul på arbejdet.
I MOVE vil vi i de næste tre år arbejde med at skabe mere bæredygtig mobilitet. Ved at bruge viden om adfærd, nudging og samskabelse vil vi få flere til at gå, cykle, køre sammen og køre med kollektiv trafik.
Udveksle erfaringer og undervisning i adfærdsteori
I september mødtes 30 medarbejdere fra projektets 12 partnere for første gang. Aalborg Kommune var vært for mødet og vi tilbragte dagene i fine omgivelser på det gamle rådhus i Aalborg. Her delte vi erfaringer fra vores arbejde med hinanden og vi lærte hinanden bedre at kende. Vi fik også undervisning i adfærdsteori og nudging af det svenske konsulentfirma Nudgd, som i den første fase af projektet skal hjælpe os med at bruge viden om adfærd og nudging i vores arbejde i projektet.
I den kommende tid vil vi arbejde med at udvikle tiltag, som vi forventer at kunne teste fra sommeren 2024 og et år frem.